Indhold

• 80'erne Crack Epidemic
• Reagan og krigen mod narkotika
• Sig nej til stoffer
• D.A.R.E. Program
• Støtte og kritik mod krisen mod narkotika

Bevægelsen "Just Say No" var en del af den amerikanske regerings bestræbelser på at revidere og udvide krigen mod narkotika. Som med de fleste anti-drug-initiativer, blev Just Say No’which, der blev en amerikansk fangstfrase i 1980'erne, tilkaldt både støtte og kritik fra offentligheden.

80'erne Crack Epidemic

I begyndelsen af ​​80'erne blev der først udviklet en billig, meget vanedannende form for kokain, kendt som "crack".

Populariteten af ​​crack førte til en stigning i antallet af amerikanere, der blev afhængige af kokain. I 1985 steg antallet af mennesker, der sagde, at de brugte kokain rutinemæssigt, fra 4,2 millioner til 5,8 millioner. I 1987 var der angiveligt crack tilgængelig i alle undtagen fire stater.

Besøg på nødsituationer for kokainrelaterede hændelser steg fire gange mellem 1984 og 1987.

Crackepidemien ødelagde især afroamerikanske samfunds kriminalitet og fængselsfrekvens blandt denne befolkning steget i 1980'erne.

Reagan og krigen mod narkotika

Da præsident Ronald Reagan tiltrådte i 1981, lovede han at slå ned på stofmisbrug og omprioritere krigen mod narkotika, som oprindeligt blev indledt af præsident Richard Nixon i begyndelsen af ​​1970'erne.

I 1986 underskrev Reagan loven om narkotikamisbrug. Denne lov tildelte 1,7 mia. Dollars til fortsat at bekæmpe krigen mod narkotika og indførte obligatoriske minimumsstraf for specifikke narkotikaforbrydelser.

I Reagan-årene steg fængselsstraf for narkotikaforbrydelser, og denne tendens fortsatte i mange år. Faktisk steg antallet af personer, der var fængslet for ikke-voldelige narkotikafortrædelser, fra 50.000 i 1980 til mere end 400.000 i 1997.

Sig nej til stoffer

Præsident Reagans kone, Nancy Reagan, lancerede kampagnen "Just Say No", der opfordrede børn til at afvise at eksperimentere med eller bruge stoffer ved blot at sige ordet "nej."

Bevægelsen startede i begyndelsen af ​​1980'erne og fortsatte i mere end et årti.

Nancy Reagan rejste landet for at godkende kampagnen, der optrådte på tv-nyhedsprogrammer, talkshows og public service-meddelelser. Den første dame besøgte også narkotikarehabiliteringscentre for at fremme Just Say No.

Undersøgelser antyder, at kampagnen kan have ført til en stigning i offentlighedens bekymring over landets narkotikaproblem. I 1985 var andelen af ​​amerikanere, der så stofmisbrug som nationens "nummer et problem", mellem 2 procent og 6 procent. I 1989 sprang dette tal til 64 procent.

D.A.R.E. Program

I 1983 startede chefen for Los Angeles Police Department, Daryl Gates, og Los Angeles Unified School District programmet Drug Abuse Resistance Education (D.A.R.E.).

Programmet, der stadig eksisterer i dag, parrer studerende med lokale politibetjente i et forsøg på at reducere narkotikamisbrug, bendes medlemskab og vold. Studerende lærer om farerne ved stofmisbrug og er forpligtet til at tage et løfte om at holde sig væk fra narkotika og bander.

D.A.R.E. er implementeret i ca. 75 procent af de amerikanske skoledistrikter.

På trods af programmets popularitet har flere undersøgelser vist, at de deltager i D.A.R.E, har ringe indflydelse på fremtidig stofbrug.

En undersøgelse finansieret af Department of Justice, som blev frigivet i 1994, afslørede, at deltagelse i D.A.R.E kun førte til kortvarige reduktioner i brugen af ​​tobak, men ikke havde nogen indflydelse på brug af alkohol eller marihuana.

I 2019 satte USAs kirurg, Dr. David Satcher, D.A.R.E i kategorien "ineffektive primære forebyggelsesprogrammer."

Tilhængere af D.A.R.E har kaldt nogle af undersøgelserne mangelfulde og siger, at undersøgelser og personlige konti afslører, at programmet faktisk har en positiv effekt på fremtidig stofbrug.

I de senere år har D.A.R.E vedtaget en ny "hands-on" -plan, som fortalere mener viser bedre resultater end mere forældede tilgange til at begrænse stofmisbrug.

Støtte og kritik mod krisen mod narkotika

Afgørelse af, om krigen mod narkotika-bevægelsen var en succes eller fiasko, afhænger af hvem du spørger.

Tilhængere af de strenge narkotikainitiativer siger, at foranstaltningerne reducerede kriminalitet, øget offentlighedens opmærksomhed og sænkede stofmisbrugsprocenten.

Nogle undersøgelser antyder faktisk, at nogle aspekter af den hårde politik måske har fungeret. En undersøgelse sponsoreret af U.S. Department of Health and Human Services afslørede, at 14,8 millioner amerikanere i 1999 brugte ulovlige stoffer. I 1979 var der 25 millioner brugere.

Kritikere siger dog, at 1980'ernes version af krigen mod narkotika lægger for stor vægt på afskrækkelsestaktikker og ikke nok fokus på narkotikabehandling og stofmisbrugsprogrammer.

En anden almindelig kritik er, at lovene førte til massefængsel for ikke-voldelige forbrydelser. I henhold til Prison Policy Initiative findes der i øjeblikket mere end 2,3 millioner mennesker i det amerikanske strafferetssystem. Næsten en halv million mennesker er indesluttet på grund af en narkotikafærdig handling.

Mange mennesker mente også, at Reagan-era-politikkerne var urimeligt målrettede minoriteter. En del af loven om narkotikamisbrug misbrugte en heftigere straf, kendt som "100-til-1-straffeudmålingsforhold", for den samme mængde crack kokain (typisk brugt af sorte) som pulveriseret kokain (typisk brugt af hvide). For eksempel blev der afsat et minimumsstraf på fem år for 5 gram crack-kokain eller 500 gram pulveriseret kokain.

Mindretalssamfundene var mere poliserede og målrettede, hvilket førte til en uforholdsmæssig grad af kriminalisering. Men Fair Sentencing Act (FSA), som blev vedtaget af Kongressen i 2019, reducerede uoverensstemmelsen mellem lovovertrædelser af crack og pulverkokain fra 100: 1 til 18: 1.

Der er måske en ting, både tilhængere og kritikere af narkotikakrigen fra 1980'erne kan være enige om: De politikker og love, der blev indført under Just Say No-æraen, skabte en narkotikafokuseret politisk dagsorden, der stadig påvirker mange amerikanere i dag.